Home

Her er et afsnit af en af mine historier for børn. Den handler om forår i troldeskoven.
Der er også fortællinger om de andre årstider.


Historien om Busse,
hans familie og venner.

                        

Indledning.

  

       I ved sikkert alle sammen, at der ikke findes rigtige trolde nogen steder i hele verden; men hvis I nu er ude at gå en tur og er kommet midt ind i den store skov, hvor træer og buske næsten er vokset sammen, og I så pludselig står helt stille, bare står og lytter, så er det, som om alting omkring èn bliver levende, så er det, at man kan tænke sig, at her alligevel bor trolde og hekse.
       Nu skal I høre om en sådan troldefamilie ude i skoven.

                                                    ..........................                                   

 

       Inde midt i den store skov bor Busse, Busses kone og Bussebarnet, Jeppe, hans kone og Jeppebarnet, De er alle trolde med en masse hår på hovedet. Håret er sort og stritter til alle sider.

       Busse og Jeppe har et stort skæg, som de har flettet i to fletninger. Når de skal være rigtig fine, smører de fletningerne ind i sort skosværte og pudser dem blanke med en klud.

       De har altid grønne bukser på og deres koner grønne, lange nederdele, for så er de svære at få øje på mellem buskene og træerne ude i skoven.

       Bussebarnet og Jeppebarnet har røde bukser på, så kan deres forældre lettere finde dem.

       Troldene bor i små lave huse, som de har bygget af tørv; på taget vokser græs og blomster, så man må se godt efter i skoven, hvis man vil finde dem.

        Ved siden af Busse og Jeppe bor Carl, hans hus er også lavet at tørv og har

blomster på taget. Han bor alene, for han er af og til lidt sær. Han har grå  bukser på, hans skæg er flottere end Busses og Jeppes, det er han stolt over.   

Går man lidt længere ned ad en lille sti, ser man et mærkeligt hus, godt gemt under et kroget træ, der bor heksen Helle. Hun går altid med stok, for hun er så krumbøjet. Hun har en lang, grøn nederdel på og et stort, sort sjal om skuldrene, hendes næse er lidt lang, som alle hekses, hun har også et par gamle briller på.

       Heksen Helle er en rigtig heks, der kan trylle ved hjælp af alle de mærkelige urter og rødder, hun koger i sin store gryde, der hænger over det åbne ildsted midt på gulvet. Hun er en god heks, men af og til lidt drilsk.

 

............................

. 

 

Forår.

 

       Busse, hans kone og Bussebarnet sad rundt om bordet og spiste aftensmad; den bestod af et stort fad grød med masser af sukker på, det elsker trolde nemlig; men Busse var ikke rigtig sulten.

       ”Hvad er der dog i vejen” spurgte Busses kone, ”Jeg ved det ikke” sagde han. Pludselig rejste han sig, tørrede sin ske af i viskestykket og hængte den    krogen på sin stol. – Ske, kniv og gaffel hænger altid på troldenes stole, for så ved de, hvor de har dem.

        ”Jeg går over til Jeppe, det kan være, han ved, hvad der er i vejen med mig”.

         Han bankede på Jeppes dør og gik ind. Jeppe, Jeppes kone og barn sad også og spist grød. ”God aften” sagde Jeppe, ”Men hvad er der dog i vejen med dig Busse, du er så alvorlig”.- ”Ja”, sagde Busse. ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er sulten, jeg kan ikke spise min grød, og den holder jeg jo så meget af”.

         Jeppe gned sit lange skæg og sad og grumlede lidt, mens han så på Busse. -”Jeg var ude i skoven i dag, solen skinnede så herligt, den varmede helt, så satte jeg mig på en træstub og så på alle træerne rundt omkring mig, tænk! Der var grønne knopper på grenene. Da jeg gik hjem, kom jeg forbi det gamle kastanietræ, det havde store knopper, jeg følte på dem, mine fingre blev helt klæbrige af den lim, der sad på dem, så nu Busse, er det forår, nu skal vi i gang med at gøre fint. Vore huse trænger til en lille opfriskning, dørene skal tjæres, flagstangen skal males og haven skal graves. Du får travlt og så bliver du nok sulten, så du kan spise igen”.

          Busse var ikke helt tilfreds, men gik hjem igen, satte sig i sin stol, som han flyttede helt hen til det åbne ildsted, for han syntes, han frøs lidt.

          ”Hvad sagde Jeppe” spurgte Busses kone. Busse sagde kun et ord : ”Forår”, så lo Busses kone og dansede hen ad gulvet. ”Ja, det er det jo også, jeg så det selv i dag på kastanietræet”. Busse gryntede ”I med jeres kastanietræ”.

           Næste morgen vågnede Busse meget tidlig, solen var lige stået op. Han åbnede døren ud til haven. ”Herlig morgen” sagde han” Jeg gør som Jeppe siger, tjærer, maler og graver, gør rent ude i stalden, hvor koen Mulle og grisen Nyse og hesten Thomas står, så bliver de nok glade, og jeg vil selv blive glad bagefter.

           Det kan nok være, at Busse sled i det; han tjærede alt, hvad der skulle tjæres og gravede så jorden fløj om ørerne på ham. Busses kone vaskede gardinerne, alt blev gjort rent med en god omgang brun sæbe. Bussebarnet blev sat til at strigle Thomas og koen Mulle, til sidst skulle han vaske grisen Nyse.

           Alle havde travlt og i skyndingen havde Bussebarnet glemt at lukke døren til stalden, da han gik ind, så da Nyse mærkede hele den opstandelse, så den sit snit til at stikke af.

           Da han var færdig med at strigle Mulle og Thomas, kom turen til Nyse, som skulle vaskes. Han kaldte og ledte og kaldte, men ingen Nyse nogen steder. ”Nyse er væk” råbte han. Busse holdt op med at grave og løb ud i stalden. ” Det er forfærdelig, hvis den først er kommet ud i skoven, er jeg sikker på, den aldrig kan finde hjem igen. ”Vi må alle tre gå ud at lede efter den” sagde Busse.

           De gik ud i skoven, fulgte sporene af Nyse et langt stykke, men da de kom til det store vandløb, kunne de ikke følge sporet længere. ”Den er gået ud i åen” græd Busses kone, ”Og så er den måske druknet”, - ”Det var dog grusomt” hulkede Bussebarnet. ”Nu er det snart mørkt, og hvad så”. De satte sig på nogle sten i nærheden af åen. Busse tænkte, så det knagede inde i hovedet på  ham. Pludselig sagde han” Det nytter ikke noget at vi leder videre, for vi kan ikke finde Nyse, når det er mørkt. Vi går hen til heksen Helle og spørger, om hun kan hjælpe os”- ” Hun ved da ikke hvor Nyse er” sagde Busses kone, ”Nej” sagde Busse, ”Men du ved da, at hun er en heks, skønt jeg ikke kan lide det ord, for god er hun, selvom hun kan være noget drilsk; men hun vil sikkert give os nogle gode råd, ja, måske vil hun hjælpe os med at lede efter Nyse”.

            Endelig nåede de hen til Helles hus. Busse bankede hårdt på døren, ingen lukkede op. Busse bankede endnu hårdere og råbte:” Helle! Luk op, det er Busse. Døren blev langsom åbnet, den knirkede fælt og uhyggeligt. Der stod Helle i sin lange, grønne kjole og sit store, sorte sjal. Busse og hans familie og alle de andre ude i skoven, havde aldrig set Helle i andet tøj, så hun havde nok kun det.

             ”Men god dag  Busse. Ja, men god dag Bussekone og du Bussebarn, er du også med” sagde hun med sin altid rystende og lidt pibende stemme. ” ”I stedet for at sige god dag, skulle jeg jo hellere sige god nat, for det er jo buldrende mørkt” og så lo hun. ”Du må ikke le” sagde Busse, ”For vi er så kede af det.” – ”Ja ,det kan jeg se på jeres ansigter” sagde Helle, ”Men kom nu indenfor og lad mig høre, hvad der er galt”.

              De kom ind i Helles stue, hvor der var lunt og rart; den store gryde stod og kogte over det åbne ildsted. Busse gik forsigtigt hen til gryden og snusede. ”Ah!” sagde han, ”Du koger nok suppe Helle”. Øjnene trillede rundt i hovedet på ham af bare fryd. De satte sig ned, Busse fortalte, hvad der var sket med Nyse. ”Den er og bliver væk” sagde han alvorligt, ”Nu må du hjælpe os, men helst uden at drille, for vi er så trætte. Helles ansigt var alvorligt, hun sad længe og grundede, ingen turde sige noget  mere, før Helle havde tænkt færdig. Der gik lang tid, men pludselig sagde Helle. ”Gå hjem, i morgen tidlig kommer jeg og henter jer, så går vi over til Farumtroldene, det kan være” så sagde hun ikke mere. Men inden I går, skal I lave to store spande lim, bed også Carl og Jeppe om at lave to spande hver, Carl og Jeppe skal vi nemlig have med til hjælp. Gå nu hjem og sov godt, for i morgen bliver  det en lang dag.”

              På vejen hjem sagde Busse :”Det er nu godt gjort med de Farumtrolde, de havde jo lovet ikke at komme ind i vores skov mere, så gør de det alligevel”.- ”Ja, men Nyse kan jo også være gået derover” sagde Busses kone. ”Nej” sagde Busse, ”For vi fulgte jo Nyses fodspor til vandløbet, og så var det væk. Grise kan ikke lide vand og kan ikke svømme, så du skal se, noget lusk er der”.

             Da de kom hjem, gik Busse over til Carl og fortalte ham, hvad der var sket, sagde til ham , at han skulle hjælpe med at finde Nyse

og at Helle hade sagt, at de skulle have to spande lim med hver og at de skulle starte  i morgen tidlig over til Farumtroldene. ”Til Farumtroldene” sagde Carl, ”Har de nu været på spil igen, de lovede jo at blive i deres egen skov, - Jeg skulle ellers have gravet nogle flere græstørv til mit hus, men jeg skal nok hjælpe dig”. – ”Husk nu limen” sagde Busse. Det skulle Carl nok. Busse gik ind til Jeppe, som også lovede at tage med og bringe to spande lim med. ”Hvad skal vi med limen” spurgte Jeppe. ” Aner det ikke ” svarede Busse.

              Næste morgen kom Helle med sit store sjal om hovedet og en kroget stok, som hun brugte, når hun skulle gå langt. Busse, Carl og Jeppe stod parat med to spande lim hver. Så gik de gennem skoven over mod Farumtroldenes skov.

              Da de havde gået et par timer standsede Helle og sagde med hviskende stemme:” Der er deres huse, kan I se dem?- og lyt nu!”. Ganske rigtig , en svag lyd nåede deres ører, det var Nyse, der gryntede. – ”Nyse” råbte Busse. ”Ti stille” sagde Helle skarpt, ”Vi må være helt stille, Farumtroldene må ikke vide, vi er her. Nu lister vi os så nær deres huse, som mulig. Når de alle er inde for at sove til middag, så hælder vi limen ud foran dørene; når de så vågner og går ud, sidder de fast i limen, og vi kan rolig tage Nyse  med hjem.”

              Tiden nærmede sig, Busse var utålmodig, han kunne høre Nyse hele tiden. Den småhylede og var ked af det. Farumtroldene gik nu ind i deres huse for at spise, bagefter ville de lægge sig til at sove. Da den sidste Farumtrold gik ind i sit hus råbte han til nabotrolden:” Den gris skal være lidt større inden den skal spises”. Busse blev rasende, hans hår strittede mere end nogensinde. – ”Aldrig skal min gris spises”.

               Nu blev alt stille, lidt efter var alle Farumtroldene faldet i dyb søvn; det kunne man høre, for de snorkede, så træerne rystede .Så listede Carl, Jeppe og Busse hver med deres limspande hen foran dørene, hældte limen ud og gik om bag nogle træer og ventede på, hvad der nu ville ske.

               ” De sover længe” sagde Busse, ”Jeg kan ikke vente , jeg kan da ligeså godt hente Nyse med det samme”. – ”Nej! , er du tovlig” sagde Helle, ”Det laver al for megen spektakel!”. ”Ja, men Helle” sagde Busse, ”Du kan jo hekse, du kunne bare få Nyse til at sove, så den ikke sagde noget”. –”Det kunne jeg, men ser du, den er al for tung at bære , og så er det meget sjovere at se Farumtroldenes ansigter, når de kommer ud af dørene”.

                Lidt efter blev en dør åbnet og et lille troldebarn kom ud. ”Jeg sidder fast ” råbte det, ”Sludder og vrøvl” sagde troldefar og gik ud for at hjælpe troldebarnet op. ”Men du godeste, jeg sidder også fast” – ”Sludder ” sagde troldemor og kom løbende og faldt med begge hænder ned i limen. Troldene i de andre huse blev vækket af deres råb og for også ud af dørene, men – Plumps – de sad også fast i limen.

                Nu kom Busse, Carl og Jeppe frem. ”Er det jer, der har taget en gris?” – ”Ja” råbte de alle. ”Du får den igen, hvis du hjælper os løs” – ”I lovede jo ikke at forstyrre os i vor skov” sagde Helle ”Men I var der jo alligevel,  I ved, at I ikke må tage noget, det har I gjort alligevel”- ”Kære Helle” råbte de, ”Slip os løs, vi skal ikke gøre det mere”. – ”Godt” sagde Helle, ”Når vi er kommet godt hjem med grisen, siger jeg nogle trylleord, så smelter limen, så er I fri”. – ”Husk det nu! Helle”.- ”Det skal jeg nok, men glem nu heller ikke, hvad I har lovet.”   

                 De gik nu glade hjem med Nyse, som igen havde fået krølle på halen, Busses kone havde lavet en mægtig portion suppe, som de alle nød. ”Hvor er det dejligt, vi har Nyse igen” sagde Bussebarnet, ”I morgen vasker jeg den, så er alle dyr og trolde parat til det dejlige forår” ”Ja” sagde Busse ”Jeg så et nyudsprunget blad på kastanietræet”.

..............................

    © Copyright 2000 Tove Munthe Fog, Reersø          E-mail: Munthe@dadlnet.dk
      Tilbage til min hjemmesides indledning



Reersø's hjemmeside