Deutch    English    French    Japanese

Reersø-hymnen   Haleløse katte   Distancearbejde  Minister-hilsen 

       
ET HØJSKOLEFOREDRAG
Af Thorkild Gravlund. RØDKILDE 1924

Folkesagnene siger, at Stendysserne er rejst af Kæmper. Sakse mener det samme - og vi er i vore Dage ikke blevet klogere paa det.
Vi ved ikke hvorledes den store Sten blev løftet op paa fire andre. Det er en Gaade, et Sagn, ligesom at Gravhøjen i Højtidsnætter rejses paa fire lysende Støtter.
Men Dyssen staar der for os. Vi kan se den rundt om i Landet. I Tusindvis har Dysserne været.
Hvad Videnskaben ved derom er korteligt, at disse Stene dækker over et ubrændt Lig fra Stenalderen. Naar man vil gaa videre og fastslaa, at Dyssegraven er en Efterligning af Østerlandenes Klippegrave, er det kun Gætning og daarlig Gætning.
Den ældre Stenalder har ikke gaaet til Østerland for at lære sit Stenvirke, det bedste i Verden, men dette Stenvirke fra Flintflækkerne til Dyssegravenes Rejsning er os ukendt.
Vi kan kun skønne og se, at Dyssehøjen er rejst af et hjemstavnsboende Folk, der ved at rejse Mindesmærker hævder sig Ret til Landet. Mindet er Skøde paa Jord.
De rejser vidsynligt Dysser og Høje paa Skrænt og Aas, Grave, hvor Ætten hviler paa Jord, som de døde har givet de levende. Mindesmærket er Jorden.
Senere i Oldtiden, da Landet er fuldt indvundet af Ætterne, lægges Gravene uden Høj eller Sten, Ligene jordes under jævn Jord - men ved den Tid tages der fat paa at rejse Værnevolde for Landet.
Igennem Danmark, særligt i Jylland, bygges der Jordfæstninger og lange Volde til Værn i Krigstider - fra Limfjorden til Ejderen.
Disse Jordvolde, der skærmer de levende, og Gravhøjene, der skjuler de døde, bygger gennem Aartusinder Riget op af den raa jord og rejser det i folkelige Samfund.
Den Dag i Dag maa vi give Folkesagnet og Sakse Ret i, at det var Kæmper, der øvede dette.
Vi kender os smaa ved Siden af dem - skønt vi ved, at de var ikke almindeligt af større Vækst end Folk er nu. Overfor Historien, den sande Historie, kender vi os altid smaa, og især i Tanken om, hvad vi skal øve for at føre den fremad, altfor smaa.
Maaske er der ikke andet end blot være tro imod den som Krigsfæller er hverandre tro. Og vi er Krigere i de dødes Hær.
Vi har en Historie, der helt er vor egen og ikke nogen anden lig. Det er ikke netop den, der mælder om Kulturpaavirkninger og Laan, vel er ogsaa den vor og mærket af os, men den minder om andres.
Vi har en Historie, der ikke ligner noget som helst andet Folks. Det er den, som fører disse adskilte Landsdele sammen til Riget Danmark og som skaber vort største og i Verden enestaaende Mindesmærke for en Rigssamling: Dannevirkes Volde. Det er en Historie om en Ø, der samler Lande i Øst og Vest og stærke Folkemodsætninger til ett Rige, det ældste i Verden:. det er Danmarks Historie.
Sjællands Konger blev de samlende, men Sakse kalder Jylland Hovedlandet og mener dermed, at det er her Riget skal værnes.
Saa rejser alle danske Folk Rigsvolden mod Syd.

»Fra den østre Danmarks Side kom de Skaanske rap.
Sjællandsfaren her vil slide, ingen var saa knap.
Fynbo, Lolliken og jyden, samt hvo som sad næst ved Gryden,
ingen sig da glemte hjemme, som det Værk kunde fremme.«

Dette var den store Folkesamling, som ingen har øvet Magen til:

»Fra Moradset vest ved Strande til Mysund i Sli
vil vi os en Vold bemande, gøre en snæver Sti.«

Frivillig kommer Bønder fra Aserne og Skaaneland for at rejse Nordens Grændse ved Sli-Ejder. De kaster Volden med Spade: Værnet for »Danmarks dejligst Vang og Vænge«, som Visen kvædes om.

"Fem Gang seks Fod blev den lavest,
seks Gang otte Fod var ragest.
Sommesteds kun fyrretyve, som den bedst kunde blive."

Fra femten til fyrretyve Alen.
Der var intet fast Maal - ingen indført Fæstningslære. De kappedes om at øve det bedste, hver efter sin Ævne.

»Dannebod sig hjærtlig glædte, der hun Skaren saa.«

Det kendtes her, at Skaaningen var rap, han er saa endnu, naar han sætter sig Maal, ikke blot snar, men haard til at følge Maalet.
Endelig saas det, at Sjællandsfaren her vil slide, han havde Ord for at være mere snar i Vendingen end haard til Arbejdet. Den sjællandske Syge har vi endnu, men den er ikke altid tilstede. Den mærkes aldrig i Høst og i Krig. Jeg har ikke set Krigen, men fra Historien vides det, at Sjællænderen altid var forrest i Krig og aldrig fri, naar Krig kom i Landet - og fra Soldaterlivet ved jeg, at ingen kan grave Skyttegrav som Sjællændere. Der kan ingen komme til ved Siden af ham, før Graven er gravet, og det er den snart. Sjællænderen kan føre Fodfolkets korte Haandspade med noget af det samme Livsmod, hvormed de svang Leen.
Der kan ikke være Tvivl om, at »Sjællandsfaren har villet slide«, da de rejste Dannevirke.
Ham fulgte haade Skaaningen, Fynbo, Lolliken og jyden. »Ingen var saa knap« hedder det. De saa ikke nøje paa egen Fordel her som hjemme. Men alligevel maa de handle med jyden:

»Henter jyder Ost og Kage, mens de andre Muld mon age.
Jer Kost kan jer Umag spare, skal den Gærning vare.«

Saa slider Danmarks Folk for Sønderjydernes Ostebrød. Højtidskost kunde der ikke blive Raad til. De var lovlig mange at gøre Gilde for dengang - og alligevel var det Gilde.
Ostebrødet skal spare Sønderjyderne for Arbejdet: skal den Gærning vare! siger Dronning Thyre.
Vi synes maaske, at Sønderjyderne endda kunde have givet en Haand med, men Loven for Danskerne er Lige for Lige skal det gaa vel, skal Gærningen vare. Dette er vor første Skatteligning. Ingen yde mere end Ret efter andre om Lov og Ret skal vare ved.
Saaledes siger Sagnet og synger Visen om den gamle Stordaad, den Gærning der skulde vare.
Historien derom tier.
Dannevirkevoldene, dette vidunderlige Bygningsværk, der fortsattes og varede i flere hundrede Aar under Bygning, er aldrig blevet grundigt undersøgte.
Et lille Bymuseum i Slesvig By har en Del Ting, der tilfældigt er fundet i eller ved Voldene.
Vort eget Nationalmuseum ejer ikke stort mere end seks Egetræsspader, som i 1861 blev fundet i Voldene ved Skansearbejde.
Kataloget nævner kun Sager fra Dannevirke, og jeg ledte længe efter dette Nummer uden at finde Tingen. Ved særlig Velvilje fik jeg da opspurgt, at de laa oven paa et Skab, hvor de ikke kunde ses. Der var de gemt, disse korte Træspader, som vore Forfædre har brugt i Dronning Thyras Tid. De siges at ligne dem, der blev fundet i Kong Gorms og Dronning Thyras Høje i Jællinge.
Det er da alt, hvad vi raader over af Danmarks stolteste Minde, Folkemindet over alle Folkeminder: seks slidte og brudne Træspader.
Og hvad er der gravet med dem!
Uden Spaderne i Volden stod vi ikke nu som Danske her. Men vi ved om vort Folk knapt saameget som Børn om sig selv.

Dannevirke er bygget og bedret og hærget i Tusinde Aar, det ved vi. Spredt i Landet ligger andre Diger og Volde af jord, om dem ved vi mindre.
Nogle Diger ude ved Kysterne kan være fra en senere Tid, da Venderne hærgede. Andre har maaske skullet hindre Kvæghjorder i at komme ind paa fremmed, fjendtlig Grund, men ogsaa det kunde føre til Fejde.
Jylland var i Ældgammel Tid delt mellem flere Stammer, der vel til Tider har været mere ivrige efter at strides end efter at enes.
Som jyder endnu har de haft Trang til at »handel og tummel« med Tingene: »tinge nøve og betål rele.« Dette kunde i fordums Tider ogsaa ske ved at bruge Økse og Kniv.
Da jyderne endelig skulde enes, mod truende Krigsfare for dem alle og byggede Værnevold imod Syd, maatte de kalde paa Sjællændere og Skaaninger. Selv fik de ikke samlet sig til det store, men de havde rejst mangfoldige mindre Volde.
Jylland var delt i fjorten Sysler, og det var ikke tilfældige Amter, som vi nu efter tysk Skik raader med - ejheller var det Rigsdagskredse, som dem der nu laves om inde i Rigsdagen for et godt Ord uden at spørge Vælgerne. Syslerne var Folkestammer som vi har Navn til.
Vendelboerne havde Vendsyssel og Thyboerne Thy Syssel, Sallingboerne havde Mors, Salling og Fjends Herred. Himmerboerne boede i Himmerland og Ommerboerne i Ommersyssel syd for, mellem Mariager Fjord og Randers Fjord. Derefter kommer Aaboerne i det store Aabosyssel ved Gudenaa og ned sønden Aarhus. Over for dem i Vest er det store Hardsyssel. Men derimellem skyder Loversyssel sig ind i en Kile, Horsens-Silkeborg mod Viborg. Der boer Lovringerne, Skovboerne. Saa kommer Jælling Syssel, det gamle Høvdingedømme. Almind Syssel er omkring Kolding og Varde Syssel om Varde.
I Sønderjylland har vi Ellum Syssel i Vest og hen til Sundeved Als, Barvid Syssel i Øst og Isted Syssel i Syd.
De gamle Diger og Volde ligger ofte saadan, at de synes at have kunnet tjene Syslet.
For Vendsyssel er der en Række Skandser eller Spor deraf langs Limfjorden norden Aalborg. De findes i Øster Hassing Sogn, i Horsens Sogn, Hammer Sogn og Biersted Sogn. Rækken naar gennem Kær Herred og hen til den store Vildmose. Sagnene vil gøre dem til Skandser fra Svenskekrigen. Nærmere undersøgt er de ikke blevet, men det er vist givet, at de er langt ældre. Bag Skandserækken og dels inde i den findes firkantede Indhegninger eller Skandser i Jerslev Sogn, Serridslev Sogn, Skæve Sogn, Hellevad Sogn og maaske i Horsens Sogn.
Er Fjenden brudt gennem Voldene ved Fjorden saa kan de luk kede Diger endnu yde Værn. Saaledes synes de efter Sagnene at have ligget.
Kan vi i Vendsyssel regne med otte Volde, har vi kun en enkelt i Thy Syssel. Den kaldes »æ Kåst«, hvilket vil sige at den er kastet af jord, og den ligger ved Limfjordens Udløb ved Agger og siges ogsaa at være fra Svenskekrigen.
Himmersyssel havde to Skandser: Voldgraven Molles Grav og Molles Dige, en halv Mil lang, paa Frejlev Hede, hvor Helten Molle faldt og hans Folk flyede. De faldt i Straffedal, og Blodet løb i Aalborg Aa, siger Sagnet. Ligeledes er der gamle Volde paa Ulbjerg Hede. Begge Steder nær Limfjorden.
Sallingsyssel har flere Volde og firkantede jordborge eller Indelukker, hvad de saa har været til, særlig i Fjends Herred. Der er Dronning Margretes Grob (Grøft) og Vold en halv Mil lang i Mønsted Sogn. Spor af Volde findes ved Gaarden Dronning Mærgaard i Taarup Sogn. I selve Salling var der Volde ved Tiset og Junget ud til Limfjorden, siges at være fra Svenskekrigen. Men Fjends Herred er særlig vogtet. Dronning Margretes to Diger er i Øst, og der er nogle firkantede Volde paa Bækgaards Hede. Vestpaa er der lignende fra Hagebro til Vrove og ved Sparrekjær. Gamle Volde var der gennem Sognene: Kobberup, Smollerup, Fly, Davbjerg, Garmmelstrup og Mønsted.
Hardsyssel er i Nord og Øst kredset af Volde. Rammediget, ogsaa kaldet »æ Kåst« ligger ud mod Vesterhavet, i Skellet mellem Dybe og Ramme Sogne. Sammesteds er et Dige, der gaar ind i Bøvling Sogn. Øst for er Kabbel Skandse i Fabjerg. Øst for den er Anglands Mose, hvor Englænderne dræbtes alle, da de var brudt ind gennem Rammedige og havde slaaet Hardsyssels Folk i det første Slag. Mange smaa jordhøje viser Englændernes Grave. Østen for Anglands Mose er atter et Dige, Vinkeldiget i Vejrum og Asp Sogne. - Helt øster ude ved Sysselskellet, paa Hjelm Hede ved Skellet til Salling Syssel og i Ikast ved Skellet til Lover Syssel, gaar Diger, som efter Sagnet er redet ind af Herremænd der skulde have al den jord de kunde omride, mens Præsten var paa Prækestolen. Diget rejste sig, mens de red, hedenske Magter stred for dem, mens Præsten talte i Guds Hus. Ikast-Diget hedder ogsaa Fandens Dige (eller Trældiget). Maaske er det ikke hvad vi nu vil kalde Fæstning, men gamle Skeldiger, der gaar her og i Skellet mellem Bording, Sunds og flere Byer. Men det maa kendes, at disse Diger ud til Sysselskellet ikke har været rejst som almindelige Markskel. - Inde i Hardsyssel ved Barde er ogsaa et Dige. Men Barde ligger ved et trebundet Herredskel, omtrent hvor Bølling, Ulvborg og Hammerum Herreder støder sammen, og Diget binder imellem Abildaaen og Vorgod Aa. - Der er kæmpet paa de trebundne Skel, maaske kun mellem Tingflokke som skulde sætte deres Grændser.
Ommersyssel ude i Øst ved Mariagerfjord har kun et Par Skandser, Dandiget ved Asfærg og Tverdiget ved Gassum. Dandiget skal være rejst paa en Nat - ved Trolddom - og Kong Dan hviler her med sine Skatte. Dette Dige synes nærmest kun at skulle værne Nørhald Herred og den sydlige Del af Syslet.
Aabosyssel ligger søndenfor Ommer, og i det store Sønderhald Herred er der ikke Volde. Mærkeligt lidet Værn spores i den rige Egn mellem Randers og Aarhus - kun ude paa Djursland er der et Dige mellem Glasborg og Ginderup Sogne, maaske blot en Kvægfold. Og saa er der i Skjød Sogn syd for Randers, hvor Hovelbjerg, Sabro og Gjern Herreder mødes, en Vold, der kaldes Kongediget.
Loversyssel, Skovlovringernes, Land, gaar som en Kile fra Egnene syd og nord for Horsens Fjord ind mellem Aabosyssel og Jælling Syssel, Hardsyssel op mod Salling og Ommersyssel. Der er Ulvediget ude ved Kysten i Gylling Sogn, kun et ringe Dige, og saa er der oppe syd for Viborg i Skel mellem Torning og Vinderslev Sogne Kong Knapes Dige. Efter Sagnet var det her, Svend Grate og Valdemar kæmpede om Magten. Diget ligger ved den store Alhede, hvor Fjends Herred løber ud i Sallingsyssels Skel. - Har Lovringerne ikke mange Diger synes der at være sat flere imod dem. Fandens Dige i Ikast staar mellem Hedeboer og Skovlovringer.
Jælling Syssel har sit Margretedige i Nykirke Sogn sat ud mod Lover Syssel og ligeledes nogle nu sløjfede Volde i fem Rækker i Øster Snede Sogn.
Almind Syssel mellem Vejle og Kolding har sit store Treldige eller Alverdensdige, der spores halvanden mil ved den gamle Alfarvej til Danevirke. Det skal være rejst paa en Nat, som flere andre Diger ved Trolddom, og der høres klingende Lyd som fra en Smedje i det -. Udad mod Varde Syssel er det sat, men saaledes at der er en Forgrund.
Varde Syssel har lignende, men mindre Diger, der staar i omtrent samme Retning Nord-Syd, i Længdevolde tværs over Landet. Der er Frederik Munks Lejr i Aastrup Hede, Kampdige i Grimstrup og en Lejrplads som to Indelukker ude i Billum Sogn.
Ellum Syssel i Sønderjylland har Ollemesvold eller Olmerdige (Olger Dige, Holger Danskes Dige) i Tinglev Søgn, hvor Slogs, Rise og Lundtoft Herreder mødes, ikke langt fra det gamle Kongeting i Urnehoved, og »æ synner Vold« ved Rost paa Grændsen til Barvid Syssel.,- Danmarksgraven ligger ude paa Slesvigs Vestkyst ved Lækaa. - Udenfor Ellum, saavidt ses inde i Isted Syssel, er en femhundrede Skridt lang Vold af ringe Højde i Hjoldelund Sogn. Den gaar i Øst-Vest og kaldes ogsaa Daneværksvolden. Men den rigtige Danevirkevold i Øst-Vest kommer sydligere.
Barvid Syssel mellem Kolding og nær Aabenraa har ingen Volde at vise. Det modsiger den Paastand, at Jylland er blevet undertvunget af Sjællænderne, især fra Slesvigs Østkyst. Ikke en eneste af Jyllands fyrretyve Volde viser ud til Kampe med Østdanmark. Navnlig kan der lægges Mærke til at Barvid Syssel og Angel ikke har Værnevolde. Ejheller findes de paa Jyllands østlige Strande.
Kampen har ikke staaet mellem jyder og Daner, men mellem Sysler og Herreder indbyrdes.
Sjælland deles i tre Sysler, Øster, Vester og Medelsyssel. Mellem de to sidste ligger Pedersborgvolden, en Halvkredsvold, der meget minder om Dele af Danevirke. Den er ikke bygget imod Jyderne, ejheller synes den at være nødvendigt for en Stormandsborg, men maaske i en Kamp mellem Medel og Vestre Syssel.
Fra Vendsyssel ned gennem Jylland til Danevirke kender vi hvertfald niogtredve Diger - og Danevirke bliver det fyrretyvende. Men Danevirke er to Mil lang og samlet af en hel Tylvt Volde. Gaar vi fra Øst til Vest har vi - eller havde - først ovre paa Svansen Godfreds Østervold, derefter ved Haddeby Nor Kredsvolden Oldenborg, det gamle Udskibningssted til Østersøen. Saa er der Harald Blaatands Vold og Svend Tveskægs Vold. Kæmpedæmningen, der ved Opfyldning gennem en Mose er samlet med Margretevolden, som Margrete Sprænghest, Erik Glippings Moder, rejste. Efter den kommer Dobbeltvolden og overfor Godfreds Vestervold eller den gamle Vold. Thyrasborg har ligget som en Ø i Danevirkesøen og følges af Borgvolden med den gamle Vigledsdør, Gennemgangsvejen fra Nørrejylland til Itzeho. Thyras Borgvold gaar over i Valdemarsmuren, som Kong Valdemar lod stensætte af Mursten, og den gaar over i Krumvolden eller Godfreds Vestervold, der løber hen imod Holingsted. Det er med Kurvirke sydfor Danevirke ialt tolv Volde. Men desuden er der Skandser fra senere Tider ved Slikysten og ved Ejderen: Ulsnæs, Brodersby, Kalleby, Bergenhusen og Kosel Sogne og ved Levensaa, nu Kanalen.
Vi ved, at Kong Godfred byggede Volde Aar 808 og at Margrete Sprænghest byggede femhundrede Aar efter. Imellem har Thyra Danebod, Harald Blaatand, Svend Tveskæg og Valdemar den Store bygget og bedret paa Rigens Virke.
Skaaningerne har rejst deres Del af Volden. Nordmændene har stridt paa den fra Magnus den Gode til Hans Helgesen. En Tid havde svenske Høvdinger sat sig fast dernede. Først i Gorm den gamles Tid, senere under Svend Tveskæg - mens han laa i England.
Det menes at den svenske Høvding Gnupa sad der i Strid med Danskerne. Bedre synes mig at han sad der som Dankongens Grændsejarl, den første.
Kendsgærningen er, at mens danske Konger blottede vor Sydgrændse, satte Svenskerne sig fast der og værnede den mod tyske Fyrster, som vilde trænge ind.
Ikke blot Danske, men Norske, Svenske har værnet Nordens Skel mod Tyske.
Den svenske Kong Gnupa tabte i Kamp mod Tyskerne.
Det svenske Herredømme ved Dannevirke gik derefter over til danske Konger, men Syd for Slesvig satte den danske Høvdingdatter Asfrid, der var gift med Høvdingen Gnupa, en Runesten over sin Søn, Sigtryg - og dette Mindesmærke havde baade dansk og svensk Indskrift. Sigtryg skulde hyldes af begge Folk: Tegnet paa Freden med begge.
»Vi Astrid, Odinkars Datter, gjorde Minde dette efter Kong Sigtryg, hendes og Gnupas Søn.«
Efter Gnupa kæmper Svend Tveskæg for Danevirke og sætter Runesten for sine faldne Mænd.
»Svend Konge satte Sten efter Skards sin Hjemfælle, som var faret vester, men nu fandt Døden ved Hedeby.«
Det var Kong Svend selv, der satte denne Sten, en af hans Mænd satte en anden:
»Torlv, Svens Hjemfælle, rejste Sten denne efter Erik sin Fælle, som fandt Døden, da Drengs sade om Hedeby. Men han var Styrismand Drengen (Krigeren), hardagod.«
Disse Stene staar mellem Kurvirke og Danevirke, saaledes at Fjenderne maatte skue dem paa Vejen mod Volden - frem over dem.
Hvorfor ikke sætte Stenen bag Volden i Fred? Nej for Stenen lever, som det hedder i en Runeindskrift. Den dødes Minde, hans ånd, kæmper videre. Det er Stendyssetroen der lever end.
Skardes Sten blev fundet ved den nordre af Tvebjærg Høje, hvor Sagnet siger, at Kong Dan er jordet. Kong Dan hviler efter Sagnet flere Steder og altid udsatte Steder - som i Dandiget i Ommersyssel. Thi hans aand lever, den staar stedse i striden. Saaledes staar ogsaa Skardes og Erik og Sigtrygs Sten.
Retterstedet for Arilds Herred var den søndre af Tvebjærg Høje, det er da rimeligvis et gammelt Tingsted og Offersted. De hen rettedes Sjæle blev bundne paa Offerstedet. En Hær af krigerske, blodvilde Aander stod for Danevirke.
Lidt nordfor Tvebjærg, indenfor Voldene, men Syd for den saakaldte Gammelvold, og i Ældgammel Tid udenfor Virket, laa »Brede Sten« ved Bustrup, en Oldtids Stenhøj.
Intet andet Sted er Historien og Sagnet enet som her paa Danevirke.
Sagnet er historisk set. Historien har Sagnets Løndom. Der maa lægges Mærke til, at mange af Sagnene stedfæstes Syd for Danevirke. Dernede og ikke paa selve Volden sættes Skellet - og der raader Aanderne.
Sydslesvigs Hekse samles paa Lohede, Krop Sogn. Det er vel St. Hansaften.
Jyderne grov deres Krigskasse, Skatkiste, ned i en Mose ved Kurborg, Sydergrund, da de tabte i Slaget mod Sakserne. Over Guldet hviler en Drage. Jyderne mistede 18ooo Mand, men sagde blot: Endnu er de ikke forbi Krop Skov. De fulgte Fjenden og slog 40000 Mand og Høvdingen ihjæl. Og den Høvding var endda saa stærk, at han kunde mærke en Sten med sine Fingre. Stenen, som han kastede, skal ligge der - vel som en gammel Skelsten. Og endnu lyder det jyske Ordsprog paa Plattysk: End er de ikke forbi Krop Skov.
Et andet Høvdingeminde Syd for Danevirke er Kong Sies Høj. Der er nu opført en væmmelig Mindebygning fór faldne Østrigere - det ligner med sit Jærnstakit et Hønsehus med en Hønsegaard omkring. Ovenpaa Kæmpehøjen. Stilløst uden Maade.
Kong Sies Høj menes at være knyttet til Historien om en Kong Sigurd og Regner Lodbrogs Sønner. Jeg synes Navnet minder mere om den sjællandske Konge Siger med Kongeætten Siklingerne i Sigersted ved Ringsted. Kongen i Hagbard og Signesagnet.
Kong Dan i Tvebjærg, Kong Siger i Sieshøj, Danernes Høvdinger hviler for Danevirke. Bag Voldene ligger flere Kæmpehøje uden Navn, men for Voldene er Kongernes Grave.
Der rider ogsaa en Konge et Genfærdsridt ved Voldene. Det er ikke Kong Volmer, som det burde være, ham der færdes fra Vordingborg til Gurre - det er Kong Abel, som er jordet under en Sten ved Slien, nær Arnæs. Stenen vender sig aarligt ved Midnat og ses Dagen efter uden Mos. Og Kongen rider med tre hvide Hunde efter sig, med megen Støj gennem Luften. En af Hundene sprang op i en ung Piges Skød, da hun skjulte sig under et Træ. Hun tog Hunden med hjem. Siden er Byens Hunde kongelige.
- Men Danevirkesagnene ved mere at fortælle om Dronninger end om Konger.
Sorte Magrethe - Magrethe Sprænghest - gjorde Aftale med Djævelen for at faa sin Vold rejst, og hun rider paa en hvid Hest fra Haddeby til Holingsted ved Nattetider endnu.
Om hende gaar der Sagn som om Dronning Magrethe, Nordens fuldmægtige Frue på Sjælland.
Hun træder Mærke i en Sten ved Dannevirke. Dronning Magretes Sten med Fodmærke ligger ved Værebro, nær Frederikssund. - Hun vender sine Hestesko for at skuffe Fjenden. Det samme gør Dronning Magrethe paa Røsnæs.
I Magrethevolden er en Skat gravet ned. Hvert syvende Aar viser der sig et Sølvbord. Et Gildebord med Sølvfade.
Bordet med Sølvtøj dækkes også i Oldenborgvolden.
Men rigest er det i Thyraborg.
Rigest er Sagnene om Thyra.

Hun rider ogsaa paa den hvide Hest fra Haddeby til Holingsted. Eller hun ses siddende paa sin Guldstol i Thyraborg - og hver Sankthansnat er der mange Mennesker om hende. Saa holder hun Gilde - og alle der kommer tager hun ind i Gildelaget.
Det hedder sig, at hun engang bryggede saameget Øl, at alt Vandet i Borggraven gik med til det. - En stakkels Bonde, der ikke havde Øl til sit Høstgilde, tog hun med sig ned i Volden og gav ham et Anker Øl, som aldrig blev tømt, før han røbede hvad han saa nede i Volden. Og da han gjorde det, fik han alligevel Lov til hvert Aar til Høstgilde at hente Øl i Thyraborg, men han maate offre hende et hvidt Lam.
Thyra skulde giftes med en grim Prins, det var vel til det Bryllup der blev brygget. Hun red sammen med ham paa Volden til Holingsted. Der gav hun de fattige Gaver og velsignede dem. Paa Hjemvejen tabte hun sit Klæde, men Prinsen bøjede sig ikke og tog det op, før hun krævede det. Da han bukkede sig, dræbte hun ham med hans eget Sværd.
Danevirkes Dronning kunde ikke giftes med en uridderlig og grim sønderlands Prins.
Sagnene tegner hende som gavmild, vennesæl og stolt medlidende som Dronning Margrete paa Sjælland: saaledes som Danerne hylder Dronningen af Danmark.
Thyra byggede Danevirke, men da hun var død stod der en haard Kamp engang mellem Danske og Tyske. Den danske Konge var ung og uøvet som Krigsfører, Fjenden gik frem. Da saas en høj, sortklædt Kvinde med gyldent Haar og slørdækket Ansigt, ride paa en hvid Hest frem for Hæren. Hun tog Banneret i sin Haand. Hæren fulgte hende og sejrede.
Det var Dronning Thyra, som kom og hjalp dem. Hun var altid Danevirkes Fylgje.
- Hvad er her Sagn, og hvad er Historie? Naar jeg staar og ser paa Valdemarsmuren, hvor den afskallede Munkestensvold bryder frem af jordvoldens græsgroede Skraaning, saa ved jeg, at dette er historisk. Den er bygget af Valdemar den Store med de første Munkesten der blev brændt i Danmark og er et af de største Murstensværker der kendes, to en halv Alen tyk, fem Alen høj, bygget paa Voldens Sydside og henved en halv Mil lang. I Aarhundreder har der været taget Sten af den til Bygninger - og den er der endnu. Er det ikke et Sagn, denne mægtige Mur mod Europa, Muren som er rejst og aldrig kan brydes helt og slettes aldeles. Det kan vel være lidt svært at forstaa for Tiden. Men det er Historie.
- Det er et Sagn, at Thyra Danebod byggede Volden, men paa Jællingestenens Bagside nævnes hun og ikke han Danmarker Bod.
Den stolte Thyra, den snare Margrete er Kvindebilleder saa sande som Jordvolden her. De er historiske i Sagnet.
Der staar i Valdemar Sejrs Jordebog, at Kongen havde seks Døgns Gæstekost af Danevirke. Fødemidler og Husly maatte ydes Kongen som en Skat af de Egne, hvor han færdes. Men seks Dages Kost er det højeste der nogensteds ydes.
Naar Sagnet mælder om Thyra, der Sankthansnat sidder med et stort Følge om sig og gladelig tager hvem der kommer af Bønder og Børn ind i sit Ølgilde - saa kendes det, at her er Midsommerfest, den Vaarfest, der lever i vore Folkeminder, ogsaa i Angel, og engang har været Gudeblot før Høsten. Da ser vi, synes det mig, Kongen med Følge, hele Danerhæren i Midsommer paa Volden.
Der er noget om at Vaarfesten fejres i Udmarken: man drager ud imod Vaaren, hilsende Solen der stiger over Skellet. Man dansede om Galgehøjen. Det øde Land fik nyt Liv - og Vaaren drog.
Derfor mener jeg ligger Sagnstederne Syd for Volden: Danshøj, Sieshøj, Bustrupstenen, Sakserkongens Stenkast, Runestenene - Heksene samles paa Lo Hede, og det sydligste Herreds Rettersted er ved Danshøj.
Det er Grændseegnens gamle Helligsteder for Vaarens Gud.

Jeg har selv engang holdt Midsommerfest dernede. Det var lige efter Genforeningsfesten, hvor jeg ikke gad være. Det falder mig sandt at sige lidt svært at feste paa Dybbøl - for Tab baade i 64 og 21.
Saa drog jeg ned til Grændsevolden og fik en gammel Angelbo med mig. Han var en af dem som stod her i 64 og blev her. Nu var han over firs, men det mærkedes ikke paa ham.
Vi var tidligt oppe og i Slesvig By den aarle Morgen, for Vejen blev lang. Da vi havde spist vor gode sorte Anglerrugbrøds Davre i Haddeby Kro og, staaet ved Soldatergraven ved Haddeby Kirke og Mindestøtten ved Bustrup, gik vi paa Voldene, bort fra Sliens skovklædte, kløvede Brinker. Han forrest, let fremadbøjet, med spændstig Gang som en gammel Landsoldat, blot med en lille Haandtaske istedenfor Tornyster. Firsindstyve Aar. Bagefter kom jeg, Infanterist af Sikringsstyrken.
Vi gik ind i Halvkredsvolden, Oldenborg og var nede ved Skardes Sten, som Svend Konge satte.
Vi sa ud over Landet fra Sigshøj. Et skønt og fredfuldt Land med Krat og Fjordbakker, slyngede Veje mellem Dale og Højder, brede Højder vide Dalhældninger og uendelige Hegn gennem Landet, høje Jordgærder med løvede Hegn ovenpaa. Sommervinden suser og det er midsommervarmt.
Vi gaar ind over Voldene, Harald Blaatands Vold og Kæmpe dæmningen. Et Sted dyrker de Kartofler op ad Skraaningerne, og der er sat Pigtraadshegn. Margretevolden har grønne Enge sønderpaa, en Skov af Bregner gror nedad Skraaningen, mange Markhegn støder til Volden. Bøgetræer groer oven paa den - og vi gaar ad en løvdækket Sti langs Voldens Ryg. Margrete Sprænghest red her og rider her I endnu ved Nat, saalænge Volden hviler paa jorden. Men i den lyse Dag gaar en ung Pige og river Hø med Haandrive paa Marken ved Margretes Vold. Et andet Sted gaar Pigen og spreder Gødning. Saa gammeldags er de endnu hernede. Saa kommer vi til Thyrasborg, den runde Banke, og Thyrasvold, hvor høje Træer staar. Atter støder alle Markhegn til Volden, og den løber ud i et Markhegn, et Gærde med Egepurl.
Solen staar højt. I Rødekro tager vi vor Middagsmad op af Veteranens Tornyster, som jeg ingenlunde fik Lov til at bære. En stor Pakke Smørrebrød af Anglerrug og Anglerskinke. Øllet købes i Kroen. Der skal være Bondegilde, Midsommerfest i Dag, med Skiveskydning og Kaffedrikning - Kaffen er vist ogsaa groet i Angel. Der er ikke Raad til Festmaaltid her, og jeg fik Skænd af min Fører, fordi jeg røg Cigarer til to Mark Stykket. Han regnede ikke med Valutaen. Krokonen, tysk! tysk? viser os stolt sin danske Fremmedbog og særlig det Digt Morten Eskesen skrev. Hun er saa tysk som en anden Krokone i Angel, der straks kom med Gustav Johansens Billede, da hun hørte jeg var Dansker. Men det blev snart gemt igen.
- Det var ikke noget stort Ølgilde eller Midsommerblot vi holdt i Rødekro, og Hvilen var kort. Ud til Valdemarsmuren. Den skrumpne Murstensvæg er lagt i en alting taalende Kalkmørtel. En kløvet Sten, der er faldet ud tager jeg op. Min Fører lægger den i sin Taske. Jeg faar ikke Lov at bære andet end de Blomster, jeg gaar og samler.
Han er sær og gammel. Han vil bære Tornystret her paa egen Grund.
Jeg gaar kun og plukker Blomster. Volden kan jeg ikke faa undersøgt. Landet her er taget fra os nu nyligt igen ved en Genforening. Jeg kan ikke andet her end botanisere historisk. Saa sanker jeg Halvkredsvoldens Lyngris og Kæmpedæmningens Gyvel, Margretevoldens Bregne og Thyraborgs Vilde Rose og Bøgegren fra Borgvolden, slyngende Græsstraa fra Valdemarsmuren.
Vi maa videre, men Føreren er stadig forrest. Hvile lidt - aa, bare hvile lidt paa disse bløde Voldskraaninger. Drømme, hvile. Nej, han hviler ikke, han drømmer ikke. Stille og fast skrider den firsaarige Angelbo forrest over Højder og gennem Dale. Og jeg maa følge med i Midsommerheden.
Vi følger Kurvirke ind mod Slesvig, for vi skal hjem til Aften i Dag. Et langt, lavt, bredt Dige med Flint og Grus, sparsomt gult Græs, jeg plukker den fattigste jords Blomst, en Rødknæ, den er kun saa spæd her.
Vi vandrer, min gamle Fører jævnt skridende forrest. Bagefter humpede jeg, Nutids Infanterist af Linjen.
Hvem er denne Olding, er han en levende Mand eller en af Kæmperne der er standet op?
Jeg har aldrig i mit Liv været saa træt - har ikke kendt mig træt som nu, ræd for snart ikke at kunne. Vi har vandret siden i Morges. Det har jeg før gjort.
Før troede jeg, at jeg var en god Vandrer, har gaaet Landet igennem tilfods og taget hvad der blev budt en Landsoldat i min Tid under tre Konger - men aldrig har jeg gaaet mig træt som i Dag jeg fulgte en Angelbo fra 64, en firsaarig Mand, gennem Danevirke. Han smiler skælmsk, mens han gaar mig sønder og sammen.
Angelboen med det hvide Skæg gaar stadig forrest, hjemad, venligt og langsomt talende - - og jeg svarer som bedst jeg kan ... jeg, Soldaten fra 1915 følger Veteranen fra 64.
Det er Historien jeg følger. Og Historien er sand og Underet, at sandt er til.
Det er underligt at fejre Midsommer paa Danevirke.
- Min gamle Fører sagde engang til mig, vi stod og saa ud over Sydangel:
»Jeg har i forrige Tider naar jeg gik herude tit tænkt paa, hvor det var Synd, at Tyskerne skulde have dette Land - og ventet at Tiderne skulde komme, hvor det kunde blive dansk - men nu gik det jo ikke saadan ....«
Han sagde det fredsomt, langsomt efter hans Skik, uden Fagter. Men de Ord rækker Aartusinder tilbage - og med deres Baggrunds Magt Aartusinder frem, for de er sande - og sandt er til, men det sande er her et Under.

Gravlunds tale på Ræbild