Deutch    English    French    Japanese

Reersø-hymnen   Haleløse katte   Distancearbejde  Minister-hilsen 

Det gamle Land kaldes det af de Landsmænd, der drog ud og tog ny Jord i Amerika.
Det gamle Land nævner man nu Danmark over hele Kloden, hvor vore Udvandrere færdes.
Navnet er godt, Danmark bærer det med Hæder.
Gammelt blev Landet, fordi det blev bygget og værnet gennem alle Tider.
Det grønnes fagert af sin graa Muld endnu, og Dansken henter sig stedse Ungdomskraft af sin Ælde.
Det siges derude i Verden, at Nordboer er blandt de dueligste folk.
Hvorfor fik de mon det Ord på sig?
Ikke fordi de var bedre oplyst end andre Folk. Mange af de bedste ude på Prærien havde i hvert Fald haft ringe Skolegang.
Deres Kræfter og deres Ævner fik de ikke af Lærdom, men af Arv fra det gamle Land, fra det Folk der til alle Tider viste en utvingelig Kraft til at hævde sig som Folk gennem hele Verdens Historie, trods alt ofte var os imod.
Der siges at vort Land er saa smilende og blidt, at Danskerne skal være så milde og vege.
Men saadan har Dansken aldrig levet sit Liv.
I Landet der rummer alskens Jordsmon indenfor sine vidtstrakte Kyster, fra Jyllands hede og Enge over Lollands Ler og Fyns og Sjællands Muld til Bornholms Stenklippe lever et Folk af mangfoldigt Sind.
Det blev blidt eller stærkt, det blev sejt eller haardt. Om sløvet eller stridigt blev det altid udholdende, stærkt til at taale.
En af vor Oldtids Sagnkonger nævnede som den Dyd der syntes ham størst: Taalmod. Ævnen til at taale, at holde ud holdt han for den højeste i Norden.
Vort Folk har fulgt ham gennem sin Historie. Man taalte altid, hvad der kom, naar det gjaldt. Og sad man stundom herhjemme og sløvedes lidt, naar der intet var at taale, naar man havde det altfor godt paa de gyldne Marker - saa kunde Ævnen rejse sig med eet, Oldtidsævnen, naar man kom did hen, hvor der skulle taales og holdes ud.
Vore Udvandrere viste sig stedse af være af Rolf Krakes Æt, hvor udholdende Taalmod var højeste Dyd. Men herhjemme i det gamle Land var der ogsaa Byrder at bære.
Taalmodet, Taaleævnen blev vidstrakt hos alle Danske.
Det er det gamle Mod. Rolf Krake vilde ikke flytte sig fra Ildsluerne i den svenske Kongehal, men vise at Dankongen kunde taale dem. Knud den Store vilde ikke flytte sig for Strandens Bølger, bød dem at holde sig borte fra Dankongens Fod.
Der var Trods i Taalmodet. Ild og Vand og Død har Dansken trodset, langt udover hvad tænkeligt er, saalænge de har haft et Rige at værne.
Det er det gamle Lands Mod.
Det er det, der tages i Arv fra en ældgammel Stamme, der har arbejdet, stridt, saa længe og saa haardt som vel ingen anden. Den havde ofte Magt til at stride for det der syntes umuligt, men den havde aldrig Ævnen til at give op.
Ved vi hvorledes vort Folk har arbejdet?
Ligesom et Menneske maa arbejde for at leve, maa et Folk arbejde for sit Liv. Ellers bliver Landet taget af Andre.
I Danmark har Folket slidt for at holde sin Livsstamme oppe i mange Tusinde Aar - og i al den Tid kendes der aldrig gennem vor Historie, at Danskerne blev trængt bort fra deres Land af fremmede Folk.
Det kendes hos alle sydligere Folk. De vandrede om mellem hverandre, nogle bredte sig, andre svandt.
Vi sad længere paa vor Jord end de søndenfor sad paa deres.
Vi samlede Landsdelene til et Rige, før andre Riger blev til.
Hvorfor? kan der spørges.
Var det mon ikke, fordi vi arbejdede.
Det er sekstusind Aar siden eller saa, at Folket i Danmark naaede højest i Verden i den Kunst at hugge Stenen, Flinten, til Vaaben og til Værktøj.
Metallerne kom sent til Norden, men da de kom, stod ingen over Danerne i den Kunst at støbe Broncen til Sværd, Smykker, Værktøj og til Lurer, disse Blæsehorn, som vore Haandværkere ikke kan støbe Mage til i Dag.
Jærnet kom efter Broncen, og Danerne tog det i Brug paa Vikingefærd. De vandt Land i Frankrig, de lagde England under Skaane, Sjællands og Jyllands allerede dengang gamle Rige.
- Kristendommen kom til Danmark. De hentede den som Broncen og Jærnet derude, og de bragte den frem ved at bygge Kirker i hvert Sogn, Kirken, som vil pryde vort Land til alle Tider.
Det var vort Folk og vore Forfædre der dyrkede Landet til frodig Mark, holdt sydlige Stammer borte fra Ejderen, rejste Europas største Folkeværn, Dannevirke, arbejdede som Folk gennem Tusinder af Aar - før mange andre Folk rejste sig af Morgensøvn.
- Den Dansker, der ikke tør være stolt af sit Folk, er ikke et rigtigt Menneske.
Fra Oldtiden var Norden et stort Arbejdersamlag af Folkestammer, der i Kulturvirke havde naaet det ypperste.
De var som eet stort Folkesamfund.
Deres Arbejdsmaader lignede hverandre, deres Tro var nogetnær den samme Hedendom, og deres Sprog svarende til hvad vi kender i Dansk, Norsk og Svensk.
Men uden fast Styre mod udenrigs Magt laa det hele.
Da maatte Stammerne samle sig til Værn. De traadte frem i Nationer.
Nationerne havde altid været. Det var de Folkestammer, der havde jævnligt Samvær, skilt fra andre.
Danmark havde i Aartusinder været som et nationalt Lav af mange Folkestammer, og de maate nu søge en Samstyrer for at være sig under eet.
Vi har et gammelt Sagn, en Middelalderkrønike, som fortæller om, hvorledes det gik til.
Jyderne var trængt haard fra syd af Fjender, og da Magten blev for stor, sendte Jyderne Bud til Sjællandskongen om Hjælp. Han hed Dan og sad med den samlede Øgruppe: Sjælland, Lolland, Falster og Møen.
Dengang han fik det Bud, siger Krøniken, blev han saa frydefuld i Sind, at han kampglad for afsted med sine Folk og hjalp Jyderne at slaa deres Fjender nede ved det Bolværk, den Skillevold, som Jyderne havde faaet lavet.
Efter Sejren hyldede Jyderne, Slesvigerne, Dan til deres Høvding, og de drog Kongerejse med ham hele Folkeringen rundt til Nørrejylland, Fyn og til Skaane, som dengang var med, og de gik alle i Lav om Kong Dan.
Nu skal vi give vore Lande Navn, sagde Kongen. Hvad skal de samlede hedde?
De skal hedde Danmark! svarede hans Mænd. Efter Dig, Kong Dan. Dit Navn skal leve. Og Dit Rige aldrig dø.
- Det er det gamle Sagn, hvorefter de danske Stammer byggede Værnevolden bedre og drog samlede, kæmpende, arbejdende gennem Tiderne tusinder Aar ned til os.
Og vi staar, hvor de stod. Det samme Land, det samme Folk. Meget er ændret i Tid, meget er glemt. Men Stammerne er tilbage, lad det ikke være glemt.
Sjællænder, Jyde, Fynbo, Lollænder, Falstring, Bornholmer og mange Øboer af mindre Øer lever i det Stammernes Lav som er Danmark.
Kongeriget blev mindre.
Skaane, Halland, Blekinge gik til Sverige, men de blev i Norden, og Norden holder sammen, vi skilles ikke ved Sprog. Men Slesvig gik bort, og kun det halve kom tilbage. En fremmed, sydlig, unordisk tysk Kultur fra en sen Tid i Nationernes Liv kræver nu mere end Ligeret med den Kultur, som gennem et vældigt Arbejdsvirke skabtes af Danskere fra Tidernes Gry.
Folkestammerne lever uhæmmet af Aar, de lever deres eget evige Liv, saalænge der er Blod, og de kræver altid Ret til at leve op.
Derfor ser vi dem ogsaa her stævne mod det gamle Land, skønt de vist ikke længes efter vore Tilstande, men kommer kun for at genfinde Stammen, opleve Landet, som et arvet Liv, et evigt Liv, der ikke kan mistes.

____

Jyder blev Jyder af Æt, selvom de tog Amerika ind, og Sjællændere blev det de var, hvorhen de saa kom. I deres Tanker kom til altid tilbage.
Og hvorlangt vi end gaar tilbage i Tid, hører vi om Sjællændere og Jyder.
Gaard vi længer tilbage, end vi kan høre - helt fjærnt, hvor intet Ord lyder af Fortiden, da kan vi se, at der har været Jyder og Sjællændere.
I Flinthugningen paa de smukke Flintspyd og Knive, der er firesekstusind Aar gamle, ses Forskellen. Flinten ligner et bølget Hav af Hug, men i den jydske er Bølgerækkerne lange, lige. Huggene ligger langsad. Paa de østdanske Spyd er Bølgerne korte, krappe, de blomstrer op i et Væld.
Forskellen er vist ikke ringe, men Arbejdet er det samme, og Arbejdet hører sammen, som netop slige Forskelle kan gøre, fordi de opstaar af hinanden.
Gennem Tiderne følger vi de sjællandsk-jyske Forskelle, de skaber Riget.
Disse nationsduelige Stammer havde tidligt dannet sig en rig Lovgivning, der ikke var ens, men dog den samme.
Fra Middelalderen kender vi baade Skaanske Lov, Sjællandske Lov og Jyske Lov. Der er Forskel mellem dem, men der er mere Fællig.
Riget byggede disse Love op paa Herredsting, som de holdt under aaben Himmel ude paa Marken. Og saalangt Landet er delt i Herreder er det dansk - men syd for Ejderen, i Holsten, er ingen Herreder.
Vi kan i hele vor Kultur, fra først til sidst, fra Flintespyddene til Nutidens Arbejde og Folkeliv kende Forskel mellem Sjællænder og Jyde, og om end Forskellene udefra set kan synes smaa, saa kendetegner de noget stort, de viser hen til den Folkebrydning og Folkesamling, der Skabte den første Nation. Dansken i Danmark, Riget der levede længst og taalte mest.
Mellem Sjællænder og Jyde kender vi mange andre Landsdele og Øer, større og mindre og allermindste, hver eneste har arvet Liv - og mellem Jyder som mellem Sjællænder kendes Forskelle på Egne.
I Jylland: Vendelboer, Thyboer, Morsingboer, Sallingboer, Himmerboer, Fjandboer, Harboer i Vest, Lovringer i Østjylland, Østerboer og Vesterboer i Sønderjylland. Øfriser, Fastlandsfriser, Angelboer, der ikke nu hører ind under den danske Stat, men er af Dansken, naar de ser sig om og tilbage.
Paa Sjælland har vi Kulsviere, Hedeboer, Skovboer, Stævnsbagger, Sydsjællændere og Midtsjællændere, Vestsjællændere - med egne Forskelle mellem hvert Herred fra gammel Tid. Paa Herrederne er Riget bygget op.
Det blide Fyn, det klippehaarde Bornholm, det frodige Falster, det mulddybe Lolland - Samsøe, Langeland, Ære, Taasinge, Møen, Als, - altsammen vort. Vi har halvandet hundrede Herreder, over tusinde Sogne - og hvert Sogn, ja hver en liden By har sit Folk, det kendes af dem, der har hjemme dær og af alle, som kom derfra.
Saa vi kan spørge: kendes der flere Folkefærd i Amerika?
Derovre har man jo Lov til at se bort fra det smaa.
Herhjemme maa vi skønne paa det smaa, og det har vi Lov til, thi bag det smaa ligger altid det store: Dansken. Hvert eneste lidet Folkefærd tegner en stor Livskamp gennem mange Slægtled.

____

Det er hos os en gammel Folkelov, at jo skarpere Folketyperne skiller sig ud fra hverandre, jo stærkere mødes de i Samlingsvilje, de drives sammen af den Naturkraft, der tvinger Sind sammen, der hører sammen.
Vi kan ikke alle være ens i Danmark, og vi skal ikke være ens, for da tier det Spil, som førte os gennem Tiderne, og som fører os videre frem. Var vi ens, mistede vi den Spændkraft, der skaber Dansk.
Vor Fædrelandshu er ikke blot den, at vi fryder os over vor egen Mark og over Naboens med maaske, ikke blot Glæde over, at her kan være kønt i Landet, naar Vejret ikke er altfor galt, vor Fædrelandshu er ogsaa selve vort Samspil i Danmarks Rige.
Uden dette Spil vilde der intet blive tilbage af vort Folk.
Der maa stå Jyde overfor Øbo - og jydsk Handlekraft maa drage Øboens Høstglæde - og Øboens Samlingssind maa drage Jydens ensomme Tungsind.
Det er som en Lov i vort Folk, saadan maa det være.
Kun dette inderlige Samspil mellem Folkesind har kunnet værge Danmark gennem Tiderne for de mægtige Folkevandringsbølger fra Europa.
Al vor Kamp blev ført, ikke af Jyder, ikke af Øboer, men af Jyder og Øboer i eet, saa uens de er.
De har arbejdet sammen og værget Land hjemme.
De har ogsaa fra gammel Tid haft Sind til at drage ud og blandet med andre Folk.
Da tvinges de til at tænke anderledes end hjemme, føre andre Skikke, tage andre Love og bygge nye, helt andre Samfund op.
Har de saa opgivet sig selv? Det spørges der ofte om.
Har det kun tilbage at holde Mindet oppe om det gamle Land, saalænge som muligt.
Eller er det muligt at bygge det gamle af nyt derovre?
Der kan svares Ja eller Nej.
Men hvad kan vi skønne derom, efter hvad der kendes om vort Folk?
Udfra hvad vi ved om Dansken, kan vi skønne, at naar en Jyde farer udenrigs og bliver derude, saa vil han og hans Efterkommere, hvis de ikke stædigt fastholder Mindet om Danmark, snart gaa op i det fremmede Folk. De vil, om der kommer flere Jyder til, kunne holde fast ved det jyske en Tid - men Dansken svinder bort lidt efter lidt.
Det samme vil være med Øboerne, med alle vore Folketyper, de vil, alt efter Vilkaar, paa kortere eller længere Tid kunde gaa op i den angelsaksiske Verden, en for alle, alle for en.
Men mødes de derovre, Øbo og Jyde, bliver de to, saa er dermed kommen en ny Kraft til, som de ikke har hver for sig. Den ny, den tredje, det er Dansken. Dansken er Samspillet mellem Danskerne.
Det nytter ikke at nægte det. Det er noget virkeligt, at det er til. Og det var til alle Dage.
Hvad der sker, naar forskellige Nationers Folk mødes, maa blive tilfældigt, for de blev aldrig lovgivet sammen. Og skal de til at lovgive sammen og bygge Samfund op, maa de tage det helt fra nyt, og det tager Tid at fæstne Lov mellem Folk, der aldrig havde Lov sammen før.
Men med de danske Stammer er det anderledes. Om end de er fra forskellige Egne og af forskellig Stand: de finder, hvor de mødes. Dansken imellem sig. Dansken, der har lovgivet dem sammen fra Arilds Tid og bygget et Rige op, der engang var et af de mægtigste og altid er et af de ældste i Verden, det største i Tid.
Dette Rige tager Udvandrere med sig ud. Riget er givet dem i Arv. Thi Dansken findes, hvor de mødes i den Kraft, hvormed Danmark blev hævdet.
De vinder Ry som gode Borgere.
Hvorfor skulde de være bedre Udvandrerborgere end flere andre Folk?
Kun fordi de har national Adel i sig. Fordi de kom fra det gamle haardt hævdede Land.
Ikke blot fra et Land, som i over tusind Aar havde haft Konge, men fra Landet, der havde været folkestyret gennem sit Arbejde, sit Bondeslid gennem Tusinder Aar af samme Folk.
Kun det har vi forud for andre Folkeslag, at vort nationale Hævd, vort Rige, er det ældste, og vor folkelige Sammenhæng den største blandt Folkene, den mest øvede, den der taalte mest.
Og Jord bliver ikke gold af at dyrkes længe, og Folk bliver ikke svagere, fordi de taalte Tiders Tynge.
Det ser vi - om ikke før, saa naar de kommer hjem udefra til det gamle Land.
Det siges, at Danskerne ikke ævner at kolonisere.
Det er dog sket baade i Norden, Vesten og Østen, men det kan være, at vi ikke er stærke i at tvinge andre. Danskerne har arvet Syn for Folk, og har maattet kæmpe haardt for deres eget.
Men netop dette er vel vore Udvandreres Styrke.
De gaar ikke ud som Herrer, der søger sig undergivne, og de gaar ikke som undergivne, der søger sig Herrer, men de gaar som Folk, rede til at være blandt andre Folk og taale, hvad Tiden kan byde.
De kan det. For disse unge fattige Mænd og Kvinder, der drager ud for at finde meget Arbejde og mere Arbejde end de nu kunde faar herhjemme, der er af Folkenes Arbejderadel. De er Folket, der før andre samledes til Nation og byggede Samfund. Ikke bedre lærte, ikke bedre ævnet end andre, men mere kyndige, øvede i Samfærd med Folk.
Naar de møder hverandre derude, saa mødes de efter den Lov, der er lagt i deres Folk. Da fødes Dansken paany, og de tvinges til atter at bygge danske Samfund op - i Kolonier, i Kirker, i Broderskaber, hvordan de nu finder det bedst.
Det er den gamle Folkelov, at hvor Jyde mødes med Øbo, hvor Ø mødes med Land, dær bor Dansken, og dær maa bygges Samfund op, hvor i Verden det end er.
Og naar vore Udvandrere saa kommer hjem en Sommerdag og ser til det gamle Land, kommer de ikke som spredte Kræfter, udmarvede, opslidte, blot hjem for at hvile. Nej, de kommer som en ny Kraft af Dansken, som de fandt ved at mødes derude, mødes med egne og mødes med fremmede og i alt dette møde sig selv, sit eget Folk af ny.
Det er Danske af ny, der kommer til det gamle Land.
Dansken gennem Tusinder Aar tilbage.
Dansken i den vide Verden gennem Tiderne frem.
Dansken Altid.
Det hjælpes vi med.

Gravlunds foredrag på Rødkilde højskole