Kitface
Back
REERSØ LOGO REERSØ LOGO REERSØ LOGO

  GAMLE REERSØ-MINDER  


Radiostationen

 
Gørlev Lokalhistorisk Forening inviterede foråret 2001 interesserede til en aften med temaet:

FOCUS PÅ REERSØ RADIOSTATION


Mange mødte frem på Radiostationen, hvor Bernth Christensen viste rundt. Dernæst kørte de fremmødte til Reersøhuset, hvor Erik Olsen fortalte om mange års virke ved Reersø Radiostation.  


Erik Olsen har venligst stillet sit manuskript til rådighed for Reersø Online. 
Nedenstående bringer vi den tidligere radiomands spændende beretning.

 

Reersø Radio’s historie

Jeg vil fortælle om hvordan Radiostationen kom til Reersø, og derefter lidt om livet på Reersø Radio.

Et kært barn har mange navne. Reersø Radio er det officielle navn, hvor den lokale betegnelse oftere er Radiostationen (ligesom Radiohusene), og i daglig tale siger vi ”ude på Stationen”.

I 1961 sagde man bestemt ikke Reersø Radio, tværtimod.
Næ - - - stationen ville helt sikkert være godt for søfarten, men den skulle ligge et andet sted, end på Reersø-landmændenes marker.


Det følgende afsnit er et sammendrag fra avisartikler fra den 7. juni 1960 til den 1. februar 1961, foretaget af Erik Olsen, Reersø i april 2001.

For at kunne beskrive Radiostationens placering på Reersø, er man nød til at starte med at fortælle lidt om Lyngby Radio, som har betjent danske skibe på deres færd rundt på verdenshavene lige siden 1930. Sendestationen ”Skamlebæk Radio” ligger ved Fårevejle, men modtagerne og de tilhørende antenner var på Lyngby Radio. I årene efter 2. verdenskrig kom der flere biler, mere industri, højspændingsledninger og flere elektriske hjælpemidler i området ved Bagsværdvej, som i resten af landet. Alt dette virkede som støjkilder der forstyrrede radiokommunikationen, både til skibene, men også på de faste forbindelser, der efterhånden var etableret til mange steder i verden.

I 1958 var P&Ts Radioingeniørtjeneste klar over, at det blev nødvendigt at flytte Lyngby Radios modtagere til et sted uden radioforstyrrelser. Rent teknisk var der mange hensyn at tage, da modtagerne skulle fjernstyres fra Lyngby, og en høj driftsikkerhed var en betingelse.

Der blev undersøgt ca. 28 forskellige geografiske muligheder i den efterfølgende periode, en af de ting de gik efter var, at der helst skulle være vand rundt om antenneområdet, da vandet har en gunstig virkning på antennernes følsomhed.

Årsagen til, at der ikke blev nævnt placeringer i Nordvestsjælland er, at Skamlebæk Radio’s sendere har en jordbølge udstråling der kan genere modtagelse af svage radiosignaler.

I foråret 1960 var P&Ts ingeniører klar til at udpege stedet, blandt nu 4 muligheder, hvor Reersø havde deres store interesse. De 3 andre var: Nyord ved Møn, Dybsø syd for Næstved og Avnø Flyvestation, som staten i forvejen ejede, men så skulle flyvestationen først flyttes.

Beboerne på Nyord var interesseret i radiostationen, hvis P&T ville bygge en bro til dem.

Blandt P&T’s ingeniører var der ingen tvivl om, at Reersø var den bedste placering med hensyn til modtagelse af kortbølge radiofrekvenser.

På Reersø kunne P&T finde et antenneareal på 120 hektar, samt en beskyttelseszone (servitutareal) på 180 hektar. Det helt specielle ved Reersø er, at gårdene aldrig er blevet flyttet ud fra landsbyen, og derfor findes der kun en enkelt gård i hele dette store areal på 300 hektar.

Reersøerne havde da godt bemærket, at der af og til kom store biler med københavnske nummerplader, men de regnede med, at det var Politiet eller Toldvæsenet, eller måske smuglere, da der tidligere var foretaget smuglerlandinger her ved kysten.

Den 1. juli 1960 anholdte sognefoged Mandal Christiansen, 3 af P&T’s højeste embedsmænd, idet de færdedes rundt på markerne uden ejernes tilladelse.

De anholdte blev venligt men bestemt bedt om at følge med ind på Sigurd Andersens gård, hvor de skulle gøre rede for deres ulovlige færden. De 3 mænd slap dog hurtigt fri, men man forbød dem at betræde privat område på øen. Uden at kunne gøre deres arbejde færdigt, måtte de tage tilbage til København.

Episoden medførte en henvendelse til regeringen. Og beboerne som den anden part, talte om at gå til ombudsmanden. Og hvis alt andet glippede kunne de, som deres forfædre gjorde, gå til Kongen.

Ved kirken står der en mindesten, ”Øen købt i 1801” (til minde om Reersø’s frihed). Måske skulle man nu have en inskription mere ”Stjålet af staten i 1960”.

Reersø-boerne dannede nu et ”Lodsejerudvalg” med Gårdejer Sigurd Andersen som talsmand.

Mange andre højtstående politikere var på banen. På lodsejernes side var forhenværende justitsminister Helga Pedersen og folketingsmand Thisted Knudsen fra Ringsted-kredsen, begge valgt af Venstre, samt ”De Samvirkende Sjællandske Landboforeningers” advokat lrs. Erik Pontoppidan.

Efter et besøg, af repræsentanter for ”De Samvirkende Turistforeninger i Holbæk Amt”, på den uberørte idyl på Reersø, gav de udtryk for, at de sjældent havde mødt beboere med så stor forståelse for turismens betydning.

Helga Pedersen stiller et skriftligt spørgsmål, gennem folketingets formand, til trafikminister Kaj Lindberg….. og kræver et skriftligt svar, der skal offentliggøres i Folketingstidende. En sådan fremgangsmåde er blevet mulig efter den nye grundlovs vedtagelse og folketingets nye forretningsorden i 1957, men var kun blevet benyttet en gang tidligere.

På P&T side var, Handelsministeriets søfartsafdeling, der anbefalede Reersø som den optimale placering for kommunikationen til den danske handelsflåde.

Både Nationalmuseet og Naturfredningsforeningen blev inddraget i sagen om placeringen af Radiostationen på Reersø, men det var vel et spørgsmål om hvordan herlighederne bedst kunne varetages. På den ene side ville de mange master nok komme til, at skæmme kystområdet, men på den anden side vil radiostationens placering, som en sidegevinst, komme til at frede øen .

Blandt amtets folketingsmænd var, landbrugsminister Karl Skytte og forsvarsminister Poul Hansen. Karl Skytte blev ikke direkte involveret, men Poul Hansens ministerium blev inddraget i forbindelse med, at Flyvestation Avnø var nævnt som en mulighed. Hvor flyvestationen så skulle nedlægges til fordel for radiostationen, men dette blev afvist af Poul Hansen.

Lodsejerudvalget havde flere møder med generaldirektør Gunnar Pedersen fra P&T. Et af møderne blev holdt på Kroen, hvor generaldirektøren bestilte en rigtig kaffe til hele selskabet, men da han blev gjort opmærksom på, at det var ½ kaffe og ½ snaps blev ordren ændret til den næst bedste kaffe.

Den 22. juli 1960 kom Statsminister Viggo Kampmann til møde på Reersø, på Thisted Knudsens anmodning. Endvidere deltog Helga Pedersen, Kaj Lindberg, Gunnar Pedersen, sognerådsformand Valdemar Petersen og repræsentanter fra lodsejerudvalget. Mødet blev holdt på Sigurd Andersens gård, med senere besigtigelse af både det aktuelle ekspropriationsområde og resten af øen, inklusiv havnen.

Reersø-boerne havde forberedt sig, de havde to andre forslag til en placering af en radiostation. Statsministeren bad om at få forslagene skriftligt, og generaldirektøren lovede, at undersøge forslagene aldeles omgående, så resultatet kunne foreligge den 28., hvor Finansudvalget skulle have samråd med trafikministeren.

Ved besøget på havnen fik statsministeren en sludder med den 84-årige, stadig aktive fisker Chresten Nielsen ( Kre-nilen), der i 44 år havde været havnebestyrelsens formand. Han fremkom med et ønske om en bedding, så fiskerne kunne blive fri for at skulle sejle til Omø eller Agersø når de skulle have kutterne på land (der var 15 kuttere). Havnen havde selv de 50.000 kr. men de havde brug for hjælp fra kommunen, amtet og ikke mindst fra staten. Efter køreturen samledes man igen på Sigurd Andersens gård, hvor politikerne lovede lodsejerudvalget, at sagen ville blive undersøgt grundigt. Hvis stationen til sidst skal placeres på Reersø skal det ikke kunne siges, at sagen ikke er undersøgt til bunds, sagde statsministeren smilende, og takkede for velkomsten til Reersø. Da Viggo Kampmann fik overrakt en flintekniv, mindede han om, at han i Klaksvig, da man overgav sig, også havde givet ham en benkniv.

Men vi overgiver os ikke, sagde sognefoged Mandal Christiansen.
Og så håber jeg, at vi er lige så gode venner, når vi kommer igen til indvielsen af radiostationen, var der sidste ord Kaj Lindberg sagde, da han gik ud af de lavloftede stuer.

Resten af året 1960 gik med valget mellem Nyord, som kæmpede en brav kamp for at få radiostationen, inklusiv en bro til fastlandet, og Reersø-boerne der kæmpede for at blive fri.

Mange andre placerings muligheder kom på bordet fra alle sider, men det var Reersø som P&T ville have, og stærkt støttet af trafikminister Kaj Lindberg, der ved flere lejligheder havde erklæret, at Reersø-sagen var afgjort.

Besøget af Viggo Kampmann på havnen, havde formentligt sat nogle forhåbninger i gang, blandt de 45 aktive fiskere. Havnen var for lille og de ønskede derfor en udvidelse af havnebassinet og en ophalebedding til ca. 400.000 kr. (tilsammen landede de årligt fisk for ca. 800.000 kr.) Desuden var der 18 fiskehandlere.

Fiskeriminister A.C. Normann kom til møde med fiskerne den 30. januar. Fiskeriministeren havde forståelse for fiskernes ønsker, og de tvivlede ikke på, at han på regeringsmødet dagen efter ville anbefale deres sag.

På samme regeringsmøde var det ventet, at der skulle træffes en endelig afgørelse vedrørende placeringen af radiostationen, Reersø eller Nyord, men afgørelsen blev udsat.

På Reersø var der opstået en ny situation, hvor fiskere, fiskehandlere, forretningsdrivende, lønmodtagere m.fl. sendte et anbefalet brev til ministeren, hvor de udtrykker ønske om at få radiostationen, fordi den vil betyde en udvikling for kommunen som helhed.

Den 1. februar holdes et lille ekstraordinært møde i regeringens økonomiudvalg. Til mødet forelå der en underskriftsindsamling fra tilhængerne af radiostationen, med underskrifter fra 93 af i alt 120 husstande på Reersø. Økonomiudvalget bevilligede 5.5 mio. til opførelsen af en radiostationen på Reersø.

Politikerne havde nu gjort deres arbejde færdigt, og tilbage stod nu valget mellem, at P&T kunne købe eller skulle ekspropriere. Lodsejerne ville ikke sælge deres jord, så det endte med ekspropriation. Et andet problem var, at beboerne var blevet delt i to lejre, og der gik nogen tid inden sårene var blevet helet.

Ifølge avisen blev landmændene lovet, at engang når radiostationen ikke længere har brug for jorden, kan landmændene, eller deres arvinge, købe jorden tilbage (om det blev tinglyst vides ikke) /red. 

Ved indvielsen den 19. maj 1964 med 120 indbudte gæster, bød generaldirektør Gunnar Pedersen velkommen, og trafikminister Kaj Lindberg der samtidig var minister ”for offentlige arbejder”, indviede den nye radiostation på Reersø. I Kaj Lindbergs tale, nævnte han, at Reersøerne fik det som de ville have det. ( Landmændene husker ham stadig for denne udtalelse) /red. 

Generaldirektøren kunne konstatere, at der i dag består et godt samarbejde og naboskab mellem beboerne på Reersø og P&T (denne udtalelse blev bekræftet fra lodsejerne, der nu var indbudt som forpagtere). Gunnar Pedersen sluttede sin tale med at takke Kaj Lindberg for samarbejdet under den vanskelige og upopulære fase, da man ikke var enig med de lokale beboere.



Jeg blev selv ansat på Radiostationen den 1. maj 1963. På det tidspunkt
var der 3 ansatte, hvoraf Brønnum var stationens leder. Der var stadig håndværkere i bygningen. Ude på arealet arbejdede antennefolkene med at rejse de ca. 50 master, hvoraf de 4 er 65 meter høje.

Telegrafmester Brønnum havde tidligere været telegrafist på Skagen Radio, og senere var han teknisk leder af radioafdelingen på Ålborg Lufthavn. Brønnum havde ikke selv søgt stillingen på Reersø, men overingeniør Svenningsen havde bestemt, at sådan skulle det være.

Svenningsen sagde til Brønnum, at han skulle sørge for, at der blev et godt forhold til både de landmænd hvis jord vi havde taget fra dem, (hvor de nu var forpagtere), men det gode forhold skulle også gælde for resten af Reersøs beboere. Når både Brønnum og de ansatte faldt godt til på Reersø, mener jeg ar det i høj grad skyldtes, at Brønnum var i stand til at formidle Svenningsens ord til ham.

Mange år efter Radiostationens start, hvor en ung civilingeniør var blevet ansat som afdelingsleder, opstod en situation hvor Brønnum viste hvem han repræsenterede. De deltog begge i et møde i Pumpelavet hvor landmændene og sommerhusejerne havde forskellige opfattelser. Ingeniøren har senere fortalt mig, at han var i tvivl om hvad der var bedst, og han derfor spurgte Brønnum hvad de skulle stemme for. Brønnum havde svaret, at de naturligvis repræsenterede landbruget (Radiostationens stemme var ret afgørende, som den største jordbesidder på Reersø).

Fra Lyngby Radio blev der overflyttet følgende faste forbindelser på kortbølge (point to point):

Godthåb, Angmagssalik, Reykjavik, Thorshavn, Wien, Bangkok, Rio de Janeiro og Buenos Aires.

I årene fra 1963 til 1967 blev der brug for flere og flere teknikere. Dels var det en opbygningsfase, hvor meget af det der skulle installeres ikke kunne købes, men måtte fremstilles af os selv eller af leverandører.

I 1964 byggede P&T 10 funktionærboliger, og nogle år senere blev der bygget 4 mere, til de i alt 15 ansatte:

I de første år indgik 2 teknikerne i en døgnvagt sammen med de to første telegrafister. Senere passede teknikerne vagten fra 07.00 til 23.00. Med ansættelse af i alt 4 telegrafister kunne de passe hele stationen om natten, og om dagen var de på Radiokontrolstationen.

I 1967 startede vi telefon-forbindelsen til Godthåb, og alt dette var personalekrævende.

Bemanding fra 1967 til 1977:

Overtelegrafmester

Reersø Radio

Radiokontrolstationen

1 ingeniør     4 telegrafister
1 overmekaniker  
7 mekanikere  
1 lokalarbejder  
2 rengøringsdamer på ½ tid

De unge tilflytterfamilier følte sig velkommen på Reersø. Vi mærkede aldrig til de stridigheder der havde været forud for bygningen af Radiostationen. Også arbejdsmæssigt, og familierne imellem, blev der skabt venskaber, der for fleres vedkommende stadig eksisterer. Vi var næsten lige gamle og børnene kom som perler på en snor.

Grønlandsforbindelsen lukkede i 1977, og nogenlunde samtidig lukkede også de faste kredsløb. Tilbage var forbindelsen til den danske handelsflåde, med rederiet AP Møller som største bruger. Selv om skibene har satellitudstyr om bord, så har rederiet AP Møller bevaret kortbølge forbindelsen.

Dermed blev der brug for færre teknikere, og 4 mand søgte forflyttelse til andre radiostationer i landet.

En anden faktor var, at teknikken kom i en rivende udvikling. Hvor radiorørerne blev erstattet af transistorer, som blev til chips og nu er en stor part digitalt integreret udstyr. Hvor det i højere grad er udskiftning end egentlig reparation.

Når vores mobiltelefon, eller harddisken i computeren går ned, så reparerer vi heller ikke, vi udskifter.

Men en ting er dog uændret, radio-kortbølgers udbredelse hele jorden rundt, er det stadig ”Vor Herre” der bestemmer over.


Min umiddelbare konklusion:

Reersø
”uden” Radiostationen

Reersø
”med” Radiostationen


Landmændenes tidligere ejendomsskatter var større end forpagtningen blev.

Landmændene kunne formentligt have solgt 1.000 sommerhusgrunde eller langt flere.

Havneudvidelsen og ophalebeddingen i 1965 havde være tvivlsomt.

Der var formentligt bygget en ”ferieby” vest for havnen.


Landmændene fik en sum penge i hånden, og kunne fortsætte med at dyrke jorden.


Der kom gang i tilflytningen til Reersø.

En indirekte fredning af landområdet, som hverken Amtet eller fredningsmyndigheder kan ændre.


Ingen ”ferieby” vest for havnen.


Sidst men ikke mindst: En uspoleret natur er bevaret, til gavn for både dyr og mennesker.

 

Reersø, april 2001

Erik Olsen

 
 
 
 

Tilbage til Reersø Hjemmeside


 
Miniportræt af Erling Nielsen  © COPYRIGHT 1999 ERLING NIELSEN DK-4281 REERSØ DENMARK.
WEB-DESIGN BY ERLING NIELSEN online