REERSØ REVY i 50'erne

Alle sejl var sat til, dengang i 1950-erne,  da der var  REERSØ REVY !

Det var Reersøs Selskabelige Forening, Morskabsforeningen og Reersø Kro, der stod bag de populære forestillinger.

Forestillingerne blev opført på kroens scene, som dengang var en fast bestanddel af festsalen.

Det var øens egne lokale kræfter der fungerede som skuespillere, musikere, sangere, sangskrivere, sminkører, dekoratører, rekvisitører, osv.

Aktører på de skrå brædder var blandt andre:

Ellen Christiansen
Kate Duncan
Mona Hansen

Bent Møller (Murer Bent)
Charles Hansen (Musiker)
Egon Sørensen (Fisenbak)
Ejner Christiansen (Filét Frederik)
Herluf Hansen
Jørgen Mortensen
 


Indledningssang

Mel: Pigerne fra Småland

Her på det lille Reersø har før vi haft revy,
vi har nu samlet, pø om pø, hvad der er sket i by,
og hvis De nu opmærksomt lytter vi berette skal,
hvad folk har her bedrevet, mange vil få hep og knald.
  Her er dejligt på det lille vandombruste Reersø.
  Alle elsker vi vort lille land i storm og frost og tø,
  og den stolte fiskerflåde stævner ud på salten sø,
  den var altid dit symbol - du gamle Reersø !

Og når nu tæppet går og vi begynder vort halløj,
så vær os blot lidt venligt stemt, alt er jo ment i spøg.
Om publikum nu bare ville hjælpe os på gled,
det kan du gøre ved på vort refræn at synge med:
  Her er dejligt på det lille vandombruste Reersø.
  Alle elsker vi vort lille land i storm og frost og tø,
  og den stolte fiskerflåde stævner ud i salten sø,
  den var altid dit symbol - du gamle Reersø !

I revyen var der også indslag inspireret af  numre fra landets førende revyer: F.eks.: 'Snolderød teater', 'Lille Mor på Lyngbyvej', 'Køreprøven' og 'Violer til mor'.

Også en lokal lille 'Vårsang' med hip til nogen af øens erhvervsdrivende:


Vårsang
Mel: Jeg har min hest jeg har min lasso
 

Når glade lærker jubler og himlen den bli'r blå,
så ved vi våren kommer, til vores lille ø.
Jeg har en tekst som I ej kender,
og det er noget I ej glemmer.
men melodien tror jeg sikkert,
at I har genkendt som en schlager.

Se Kristian han har fået, en camping vogn så fin,
med den han kører ofte sin lille viv en tur.
Han har sin bil han har sin hobby,
og det er noget han går op i,
Mens Karen passer hus og have,
han kører sig en tur til havet.

Ja, hastighedsbegrænsning, det har vi her i byen,
men hvem kan overholde, den lille simple fart?
Det kan kun bageren i byen,
for han kan ikke runde tyve.
Når han skal skubbes rundt i byen
så ved vi han får ondt i ryggen.

Men når det så bli'r aften, ta'r Ib sin Morris frem,
han kører rundt i byen og laver vældig larm.
Han har sin bil, og tror han sikkert,
at han mod Monte Carlo stikker.
Men det tror jeg nu bare ikke,
dertil han kører alt for vigtigt.

Ny krovært har vi fået, og han er nemlig fin.
Han river ned og bygger, så det kan blive fint.
Han spiller kort og laver dansant
ja, det er lige noget med ram'sjang.
Det kniber bare lidt med piger,
til at for os servere pilsner'.

Af virksomheder har vi, jo også snart en del.
Den største af dem alle, den ligger bag i byen.
Det er et rigtigt murerfirma
det bygger sommerhuse prima,
og lægger strå på gamle rønner,
ja, det er noget der sig lønner.

Nu må jeg hellere slutte,
for der er flere end mig,
der ind på scenen kommer
og viser deres kunst.
Men tak fordi De pænt har lyttet,
til denne tekst og disse toner.
Jeg bukker pænt og takker høfligt,
for dette bifald som jeg møder. 
 

Revyen indeholdt også sketches og indslag med titler som 

'Højskolehjemmet',
'Weekend',
'Flaskebørn',
'Natlogi',
'Den bli'r god en gang',
'Hendes stille håb',
'Violer til Mor' (Lillemor jeg står og svajer)
'Sådan var det ikke i halvfemserne'
og
'Syklubben'.


Afslutningssang
 

Nu vil vi slutte dette møde,
til fox og swing vi samles her,
og De må tilgi' os vor brøde,
såfremt vi trådte en og anden lidt for nær.
Men når De kommer hjem i kassen,
og ligger blødt på springmadrassen,
luk bare op for lattergassen,
et godt humør er meget værd!

Når tæppet falder for revyen,
så sir' vi tak fordi De kom,
vi håber ikke at menuen
var mere besk og saftig
end De syntes om.
Og næste år, hvis De kan li' det
vi samler atter kompagniet,
og hvis De dømmer remseriet,
så gi os en betinget dom.

 


Revy på Reersø Kro 1956


50-ernes revyhold på Reersø.
Forrest til venstre: Musiker Charles Hansen.


Kor og orkester

Egon Sørensen. Herluf Hansen og Bent Møller


"Du holder dig ellers godt", konstaterer Frederik i en øltåge på kroen - i en sketch med Ellen. 

"Fisenbak" (Egon Sørensen)
i sit glansnummer:  
"Lille mor jeg står og svajer!"




Konen på sladrebænken (Ejner Christiansen og Bent Møller) vidste alt om alle på øen.


"Murer Bent"
(Bent Møller) og "Filet Frederik" (Ejner Christiansen)
Mona Hansen
hos en meget kærlig læge (Børge Jensen)


Kate Duncan
- én af revyens syngende  divaer. Her i gang med   "Halvfemserne"


Lidt romantik mellem 
 
Kate Duncan
og Jørgen Mortensen

Stor tak til INGER DUNCAN for hjælp med fotos og oplysninger til denne webside om Reersø-revyerne.

Erling Nielsen
Januar 2008

HOME 
  

Webstats4U - Free web site statistics